Nyt fra Team Veteran


 

 

Kæmpe check fra Aagaard Smykker

 


Team Veteran fik i dag en check på kr. 250.000 fra Aagaard Smykker. Den store check blev overrakt på Team Veterans træningssamling i Kammeratstøttens barakker i Frøslevlejren.

 

 

 

De mange penge kommer fra salget af Soldier to Soldier armbåndene. Aagaard Smykker donerer 10 procent af salgsprisen til projekter, der støtter veteraner. Siden projektet blev født i 2008 har Aagaard doneret omkring 10 millioner kr. til mange forskellige veteranprojekter, og nu får Team Veteran altså også en del af pengene.

 

-Team Veteran lever 100 procent op til tanken bag armbåndene. Projektet er i selv soldier to soldier, det har fokus på de pårørende, det er langsigtet og det rammer mange veteraner med få midler. Det er et projekt uden sidestykke, siger Stefan Hylleborg, der er soldaten bag armbåndene

 

-Det er jo fantastisk, at vi får sådan et beløb fra Aagaard Smykker. Jeg ser det som en stor anerkendelse af projektet, og det er et kæmpe tilskud på årets budget. Det giver ro i maven, at vi allerede nu har så mange penge. Vi er meget taknemmelig for den flotte gave, siger Lars Bo Holm Pedersen, der er formand for Team Veteran.

 

 

 

Team Veteran 2016 på vej

Holdet for Team Veteran 2016 er blevet udvalgt, og løbere og medløbere er sat sammen i løbehold. Holdet for 2016 består af Anders Sode, Brian Aminde Andersen, Rico Pust, Niels B. Andersen, Thomas Andersen, Joakim Juul Eriksen, Allan Lohals, Harley Lund og Hans Jacob Rasmussen. Alle veteranerne er psykisk skadede.

 

Team Veteran 2016 samles første gang i midten af februar, hvor der er opstartsweekend og træningssamling i Frøslevlejren.

 

Det store mål for Team Veteran 2016 er US. Marine Corps Marathon i slutningen af oktober 2016.

 

 

Veteraner i Marinekorpsets maraton

 

12 skadede danske veteraner løb deres livs maraton, da US Marine Corps for 40. gang arrangerede maraton i den amerikanske hovedstad Washington DC.

 

BUM…


Det er et skud fra en kanon, der sender løberne i US Marine Corps Marathon over startstregen og ud på gaderne i Washington DC. Blandt de mere end 30.000 spændte deltagere er 25 løbere fra danske Team Veteran. 12 af løberne er danske krigsveteraner med fysiske eller psykiske skader. De andre 13 er medløbere i gule guideveste. Medløberne er erfarne løbere, mange af dem selv tidligere udsendte for forsvaret, der skal hjælpe veteranerne gennem de 42,195 km i den amerikanske hovedstad.

 

 

Go Runners

Larmen fra kanonen, den speedsnakkende speaker og fra de to kampfly, der brager over startområdet lige inden løbet skydes i gang, afløses hurtigt af tilråb fra de amerikanske tilskuere, der på det meste af ruten hepper løberne frem. Come on you can do it, go runners, looking good følger løberne fra starten ved den nationale kirkegård ved Arlington, gennem den gamle bydel Georges Town, rundt om krigsmindesmærkerne på The Mall og forbi kongressens bygning på Capitol Hill. Larmen forsvinder kun ved et par kedelige motorvejsstykker i slutningen af løbet og ved ”Run to Honor sektionen” langs Potomac River, hvor der er opstillet store billeder af faldne amerikanske soldater. Her bevæger slangen af løbere sig i respektfuld stilhed.  

 

 

Det er altid en stor oplevelse at løbe maraton i en storby i udlandet. Men for veteraner er Marinekorpsets maraton en helt særlig oplevelse, fordi løbet har et tydeligt militært præg. Der er kampfly, faldskærmsudspringere og kanonen ved starten. Men der er først og fremmest marines. Det er marines, der sender løberne afsted, marines der deler vand og energi ud undervejs, og marines der tager imod løberne og deler medaljer ud ved målet – hvis man når så langt.

 

Fantastiske værter

Det militære præg er en af to årsager til, at Team Veteran for tredje år i træk har valgt US Marine Corps Marathon som året store mål for de skadede veteraner. Den anden grund er, at foreningen har etableret et tæt samarbejde med Team Semper Fi, der er et hold for skadede amerikanske soldater. Team Semper Fi er fantastiske værter ved Team Veterans besøg i Washington. Amerikanerne sørger for bustransport og de inviterer til pasta party med 600 deltagere aftenen inden maratonløb. Men først og fremmest sørger de for, at alt omkring selve løbet fungerer 100 procent, så de nervøse og til tider psykisk sårbare Team Veteran løberne bare skal koncentrere sig om at løbe.

 

 

 

Du kan godt

Stemningen og rammerne giver meget. Men det er veteranerne selv, der skal flytte fødderne, og det bliver sværere og sværere i takt med antallet af tilbagelagte km på den kuperede rute. Fra centrum af Washington drejer ruten ud på motorvejen mod Crystal City og Pentagon. Her er næsten ingen publikummer, bare mere asfalt og flere højdemeter. Det er nu løberne skal trække på de ressourcer, som de har sparet op gennem næsten 10 måneders træning. Men det er også nu Team Veterans særlige koncept med en rask medløber for hver skadet veteran står sin prøve. Medløberen kender veteranen, de har trænet samme, og medløberne ved, hvilke knapper de skal trykke på for at få veteranerne til at blive ved med at løbe – også når benene gør ondt, og der stadig er lang mål.

 

 

 

Up that hill

Med klar reference til de mange højdedrag Marinekorpset har indtaget gennem sin lange historie, er målet i korpsets maratonløb placeret på toppen af bakke. Men tilbage på Arlington kirkegården er ingen fjender, kun en helt fantastisk opbakning fra tusindvis af larmende mennesker. De sidste meter gør ondt, men veteranerne æder dem med et udmattet smil på læberne. Det er slut, forbi, ovre. Marines hænger medaljen med Marinekorpsets mærke - beviset på sejren - om halsen på løberne. ”Congratulations – you did it”.

 

Team Veteran 2015 i fuld fart

 

Holdet for 2015 er sat og løberne er, bogstaveligt talt, oppe i fart. Hele holdet var samlet i Kirke Hyllinge i begyndelsen af januar til en opstartsweekend med vægt på både at lære hinanden at kende og at få gang i den strukturerede træning, der skal føre os til succes i Washington i oktober.

 

Hold 2015 består af Alexander Taarnberg, Andreas Phillippe Bauchy, Christian Badsted, Christian Legér, Esben London, Jan Overgaard, Kim Holm, Robert Veilis, Ronnie Schwarts, Simon Astley Kristensen, Tanja Sunekjær, Thomas Xenius Hansen og Torben Ris. Hovedparten af løberne er veteraner med psykiske skader. 

 

Ved opstartssamlingen gennemgik både de primære løbere og medløberne Forsvarets Basistest og på baggrund af testen har holdets træner lavet træningsprogrammer til de primære løbere, så de får de bedst tænkelige begyndelse på deres nye liv som løbere.

 

2015 byder ikke bare på et nyt hold, men også på flere nye initiativer i Team Veteran. For at give lige gode tilbud til veteraner i både den østlige og den vestlige del af Danmark, har Team Veteran fra 2015 etablere lokalafdelinger i Varde og Holstebro. Løberne fra de to jyske afdelinger vil naturligvis deltage i de store træningsløb, som Sparta giver holdet numre til, men ellers primært træne i det jyske.

 

Et andet nyt initiativ er et forsøg med triatlon for vores All Stars. Fem løbere fra tidligere års hold træner triatlon med planer om at stille op i Ironman Copenhagen 2015 eller Xterra triathlon 2015.


 

Team Veteran 2014 er i fart

Holdet for 2014 er sat og har taget de første af de mange skridt, der skal føres os frem mod året store mål, deltagelse i US Marine Corps Marathon til oktober.

 

I år har rigtigt mange vist interesse for at løbe med os. Flere af dem efter at have talt med tidligere løbere. Team Veteran 2014 får igen en overvægt af veteraner med psykiske skader. Men vi har igen også fysisk skadede soldater med.

 

Team Veteran 2014 ser sådan ud: Jonas el Awsy og Rasmus Kienitz på håndcykel og Steen Lauridsen, Søren Rantzau, Yakov Munkebo, Tanja Sunekær, Morten Buchard, Nichlas Rønne Dam, Finn Sennik Jensen, Kim Englund Olsen, Jonas Hjorth Andersen, Jonathan Friis Stanfield, Christian Hansfort og Henning D. Vitagliano, der alle er psykisk skadede og løber.
 
Team Veteran 2014 mødtes første gang den 4. februar, hvor vi med en test af de nye løbere for alvor tog tager fat på den nye sæson.  Den 25. februar holder Team Veteran sin første ordinære generelforsamling og i slutningen af april stiller holdet op i det første træningsløb.

 

 

Team Veterans kulturaften

Team Veterans første kulturaften på Teatret ved Sorte Hest bød på film fra Washington, interessante foredrag og et glædeligt gensyn med 90’er bandet Østkyst Hustlers.


Det lille Teatret ved Sorte Hest på Vesterbro i København var fyldt, da Team Veteran lørdag den 16. november havde inviteret til kulturaften. Mere end 60 mennesker, de fleste pårørende, spiste lækker mad og hørte interessant foredrag og god musik.




Formålet med aftenen var at samle penge til det fortsatte arbejde i foreningen. Men også en lejlighed til at fortælle om Team Veteran og sætte fokus på emner, der har forbindelse til foreningens arbejde for de skadede veteraner.  Filmmanden Peter Richard har fulgt Team Veteran 2013 i de sidste måneder frem mod US. Marine Corps Marathon for at lave optagelser til en film om stress, og han havde klippet sine optagelser fra løbsdagen sammen til en stemningsreportage, som han viste på kulturaftenen. For løberne var det et dejlig gensyn med det fantastiske løb og for de pårørende og øvrige tilskuere en unik mulighed for at få et indtryk af det løb, som har været det store mål for alle på Team Veteran 2013 i det meste af et år. 


Efter den lille film fortalte chefen for Forsvarets Veterancenter, oberst Kåre Byrnak, om det danske veteranarbejde og ikke mindst det nødvendige samspil mellem Veterancentret og de mange frivillige veteranorganisationer. For Team Veteran er det vigtigt, at foreningen lægger sig op af veteranpolitikken og med formandens ord er en farve i den palet af tilbud, der er til hjemvendte veteraner. Det bekræftede Kåre Byrnak til fulde. 


Team Veteran har siden 2011 lagt stor vægt på at inddrage veteraner, der er kommet hjem med psykiske skader på holdet, og i 2013 har hovedparten af de primære løbere været veteraner, der er ramt af posttraumatisk stress syndrom(PTSD). For de fleste civile mennesker er risikoen for at blive ramt af PTSD meget lille. Til gengæld er risikoen for at blive ramt af mere almindelig stress stor, og det var temaet for Peter Qvortrup Geislings foredrag. TV-lægen fortalte om stress som en meget alvorlig og tæt på epidemisk folkesygdom og knyttede tråde mellem den almindelige stress og veteranernes PTSD. På trods af det alvorlige emne holdt Peter Qvortrup et meget morsomt foredrag.

Stemningen steg yderligere efter en pause med kaffe og marcipanbrød fra Toms. Først spillede bandet The Black Pony. Et helt nyt band, som vi helt sikkert kommer til at høre meget mere til. Og derefter overtog Østkyst Hustlers scenen og gav en række numre fra deres storhed i 1990’erne. 




Team Veterans kulturaften blev som håbet både hyggeligt, sjovt og tankevækkende, og den var et godt afsæt for foreningen frem mod Team Veteran 2014. Foreningen vil derfor gerne takke alle der stillede op og bakkede op. Både de der købte billetter, de der underholdt og de der sponsorerede mad og drikke. Og så naturligvis alle på teatret, der lod os låne deres fantastiske lokaler og arbejdede gratis for Team Veteran en hel aften. 

 


Team Veteran på træningslejr i Frøslev

Morgenløb i smukt terræn, socialt samvær og foredrag om selvudvikling. Det var hovedpunkterne på programmet, da Team Veteran for andet år i træk var på træningslejr hos Kammeratstøtteordningen i Frøslev.

Med kun lidt over fem uger tilbage til årets altoverskyggende mål, US Marine Corps Marathon i Washington DC, var det en af de sidste rigtigt lange ture 14 sårede soldater, hjælpere og pårørende fra Team Veteran 2013 løb ud på lørdag den 21. august, da de satte sig i bevægelse i Frøslevlejren. Her havde Kammeratstøtteordningen for andet år i træk inviteret Team Veteran på træningslejr.

Holdets fysisk sårede medlem, Jens Søndergaard, holdt sig sammen med sin træner Anders Themsen på de asfalterede veje i det sønderjyske, hvor de to håndcyklede omkring 70 km, mens de psykisk skadede og medløberne løb runder i det afvekslende terræn ved lejren. Kun en uge efter at have gennemført Spartas halvmaraton i København, var der stadig træthed i benene hos enkelte af løberne, men de fleste løb alligevel 23,2 km på den smukke efterårsdag.


-Træningslejren giver en god mulighed for, at løber og medløber på en god lang tur i rolige omgivelser kan finde ind i et godt tempo og en god rytme, som de kan bruge, når vi skal løbe i Washington, siger major Henrik Dupont, som er en af holdet trænere.

-Det var hårdt at løbe så meget i terræn, men det var en flot og afvekslende tur. Vi arbejder i øjeblikket med at lade være med at lægge for hårdt ud og det lykkedes rigtigt godt i dag, hvor vi løb lige hurtigt hele vejen. Og så er det rigtigt godt, at vi har mulighed for at få masseret benene godt i gennem bagefter af Jens Rasmussen, vores behandler, som tydeligvis ved, hvad han har med at gøre, siger Kim Eg Thygesen, der er en af de psykisk sårede. 

Med løb både lørdag og søndag er det fysiske element naturligvis en stor del af træningslejren. Men en lige så betydningsfuld del er samværet mellem løbere, hjælpere og de pårørende, som også skal med til Washington. Særligt for holdets psykisk skadede soldater er det vigtigt med den ro og tryghed der kun opstår, når man er omgivet af mennesker, man kender godt. 

-Når jeg er sammen med de andre på holdet, føler jeg mig normal. Og det betyder meget for mig, at min kæreste er med på træningslejren og oplever de successer, som jeg oplever ved at være en del af holdet, forklarer Lars Stage Knudsen, der er psykisk såret. 

Lørdag aften havde Team Veteran inviteret filosoffen Arno Victor Nielsen til at holde foredrag på træningslejren. Arno Victor Nielsen opfordrede veteranerne til at forholde sig deres egen situation ved at reflektere over begreber som krig, veteraner, soldater, handicap og PTSD.

-Team Veteran handler i bund og grund om, at hjælpe de skadede veteraner, at flytte dem videre i livet. Det gør vi gennem vores maratontræning og deltagelse i løb. Men vi gør det også ved at få veteranerne til at tænke over deres egen situation gennem samværet med andre veteraner. Jeg synes, at Arno Victor Nielsen fik sat en masse gode tanker i gang, og det kunne man også mærke på diskussionen bagefter, siger Lars Bo Holm Pedersen, der er formand for Team Veteran.



Veteraner i regnvejr

Et rekordstort antal på hele 18 løbere fra Team Veteran stillede til start på Islands Brygge ved Nykredit Copenhagen Marathon den 19. maj. Det store hold bestod ud over løberne fra Team Veteran 2013 også af deltagere fra Team Veteran 2010, 2011 og 2012. Med til start var også fem amerikanske veteraner fra Team Semper Fi, der besøgte Team Veteran i dagene op til det store københavnske maraton.


Selve løbet blev en voldsomt våd affære med plaskende regnvejr på en meget stor del af ruten. Men på trods af det også en rigtig god oplevelse for hovedparten af veteranerne. De syv kørende veteraner, fem danskere og to amerikanere, tog turen i samlet flok, fordi de efter aftale med Sparta skulle holde sig bag eliteløberne, og derfor ikke kunne give fuld gas.


Københavns maraton ligger så tidligt på sæsonen og tidsmæssigt så langt fra hovedmålet – US. Marine Corps Marathon i slutningen af oktober – at det ikke er et krav, at veteranerne skal kunne gennemføre. Men det gjorde fire af veteranerne alligevel. Kim Eg Thygesen, Lars Hein, Lars Krejlgaard og Heidi Villa kom med deres medløbere igennem alle de 42 våde km, mens Søren Rantzau og Lars Knudsen efter planen stod af undervejs.


Også de tre løbende amerikanske veteraner klarede helt turen gennem den regnvåde danske hovedstad og særligt sergent Brian McPherson imponerede. Han debuterede på maratondistance i København og gennemførte i 3.16.27.


Amerikanske krigsveteraner løber med Team Veteran i Nykredit Copenhagen Marathon

13. maj 2013

Fem skadede veteraner fra det amerikanske marinekorps slår følge med danske Team Veteran i Københavns Maraton. 


Af Anders V. Fridberg, medløber

Skadede danske krigsveteraner deltager igen i 2013 i Nykredit Copenhagen Marathon. Team Veteran - det danske hold af krigsveteraner med fysiske eller psykiske skader– stiller til start i Københavns Maraton med et stort hold på 16 veteraner. Holder bruger det københavnske maraton som et vigtigt led i forberedelser frem mod året helt store mål, U.S. Marine Corps Marathon i Washington, i slutningen af oktober 2013. 

Men de danske veteraner skal ikke vente til oktober med at løbe med soldater fra det berømte amerikanske marinekorps. For Team Veteran har i dette års udgave af Nykredit Copenhagen Marathon selskab af fem skadede amerikanske veteraner fra Marinekorpsets veteranhold, Team Semper Fi .Tre af de amerikanske veteraner skal løbe det københavnske maratonløb – en af dem med benprotese. De to andre skal køre løbet på håndcykel. 

Den amerikanske deltagelse i Nykredit Copenhagen Marathon markerer et nyt skridt i det internationale veteransamarbejde efter at Team Veteran nu tre gange har deltaget i maratonløb i USA. Den fælles deltagelse i maratonløbet skal være med til at skabe større opmærksomhed om den indsats veteranerne har ydet rundt om i verden. Og samtidig vise, hvordan man på trods af fysiske eller psykiske skader kan sætte sig mål i livet – og nå dem.  

-Team Veteran løb første gang i marinekorpsets maraton i Washington i 2010. Den gang var det nyt i Danmark, at skadede krigsveteraner kunne bruge sporten som en vej til at komme videre i livet trods deres skade. Siden er vi kommet rigtigt langt med veteranarbejdet, og derfor er det en stor fornøjelse, at vi nu kan byde de amerikanske veteraner velkommen i København, siger Lars Bo Holm Pedersen, der er formand for Team Veteran

Den amerikanske deltagelse i Nykredit Copenhagen Marathon er kommet i stand i et samarbejde mellem Team Veteran, veteranorganisationen De Blå Baretter og Forsvarets Veterancenter, der sørger for indkvartering og transport af de amerikanske veteraner. Sparta sponsorerer deltagergebyret for både de danske og de amerikanske veteraner. 

Marinekorpsets veteranhold Team Semper Fi blev dannet i 2006, og det har lige som Team Veteran til formål at hjælpe skadede krigsveteraner videre i livet gennem idræt. Team Semper Fi deltager ud over løb også i cykelløb, triatlon og adventure races.    




Stiftende generalforsamling i foreningen Team Veteran

1. februar 2013

Team Veteran etablerer sig som en forening. Det sker for at skabe de bedste rammer for en fortsættelse af arbejdet for og med de skadede veteraner. 


Der afholdes stiftende generalforsamling torsdag den 21. februar kl. 16:00-17:30 på Svanemøllens Kaserne. Alle interesserede er velkommen - og vi håber at se så mange tidligere og nuværende Team Veteran deltagere og pårørende som muligt


Pastaparty hos FN-missionen 


3. november 2012

Den danske mission ved FNs hovedkvarter i New York inviterede fredag Team Veteran til pastaparty. Diplomater og politikere fra Folketinget ønskede veteranerne et godt New York Marathon.


Af Anders V. Fridberg, medløber


Maratonløberne fra Team Veteran var fredag den 2. november inviteret til pastaparty hos den danske mission ved FNs Hovedkvarter i New York. Veteranerne og deres pårørende spiste frokost med de ansatte ved missionen og med en håndfuld af de politikere fra Folketinget, der i øjeblikket deltager i FNs generalforsamling.

Værten ved arrangementet var Danmarks FN-ambassadør Carsten Staur.


-Vi følte det naturligt at markere, at der blandt de mange danske løbere, er nogen der har lidt mere guld på skulderne end andre. De veteraner, der har store fysiske eller psykiske udfordringer, og som et led i deres rehabilitering, har valgt at gennemføre et maraton, de fortjener en særlig opmuntring og et klap på skulderen. Det vil vi gerne være med til at give, siger Carsten Staur.



Lars Bo Holm Pedersen takker for invitationen til pastapartyet på den danske FN-mission ved at forære ambassadør Carsten Staur en af Team Veterans løbetrøjer, signeret af alle de de skadede veteraner. 


Veteranerne tog godt for sig af både pasta og anerkendelse.


- Det er dejligt at se, at det etablerede Danmark i USA tænker på os og inviterer os med til et arrangement som det her. Så føler man sig ikke helt glemt, som man nogen gange man gøre som veteran. Det har været interessant og opløftende, siger Lars Krejlgaard, der er ramt af Post Traumatisk Stress.


Initiativet til at invitere de danske veteraner til pastaparty hos den danske FN-mission kom fra missionens militærattache, oberst Michael Hyldgaard.


-Vi vil jo gerne være med at give de her soldater anerkendelse. Jeg ved, hvad det betyder, at ens indsats bliver anerkendt, og de her soldater har givet mere end de fleste andre, så det skal vi naturligvis gøre, siger Michael Hyldgaard, der også selv skal løbe New York Marathon.




- Det har været interessant at komme her op, og det er også en form for anerkendelse de giver os, ved at inviterer os her op, så det har været en god dag, fastslår Kasper Sønderby Thomsen, som mangler begge sine underben efter en IED-sprængning i Afghanistan.   


Også flere af de politikere fra Folketinget, der er i New York for at deltage i FNs generalforsamling benyttede pastapartyet til at sig tak for indsatsen og ønske veteranerne god tur.



Hør om Jonas vej til New York

 

Onsdag den 10. oktober 2012, fra kl. 18.00 til 21.00 giver Skagenfondene mulighed for at møde Jonas Mikael, der er en af deltagerne på Team Veteran 2012. Jonas fortæller om, hvordan han liv ændrede sig, da han blev såret - og hvordan han er kommet videre.

Arrangementet finder sted hos Skagenfondene, der støtte Team Veteran. Ved arrangemenet kan du også møde Lars Bo Holm Pedersen, der er hovedmanden bag Team Veteran og Rune Oland, der er holdets træner.

 

Du kan læse mere om arrangementet og tilmelde dig ved at følge linket her.




Team Veteran på træningslejr i Frøslev

(17. september 2012)

 

Af Lars Bo Holm Pedersen, medløber

 

Der var lagt op til masser af idræt krydret med hygge og socialt samvær, da Team Veteran mødte op i Frøslevlejrens lækre omgivelser i Sønderjylland. De hyggelige værelser var stillet til rådighed af De Blå Baretter. Alle mødte op med godt humør og var spændte på den hårde træning, der ventede dem.

 

Om det var indkøb af mad eller gentagne løbe- og cykelture, så var ingen opgave for lille, og alt blev taget seriøst og med et smil på læben. ”Medløberne” koncentrede sig om at få nogle kilometer i benene på de psykisk sårede, og næsten alle de pårørende løb med på de samme distancer. Rune Oland tog tjansen med at få håndcyklerne ud på deres anden deltest forud for NYC, hvor alle viste tydelige fremskridt.

 

 

Det meste af lørdagen blev brugt i selskab med Team Wounded Racing (TWR), et racerhold bestående af fysisk sårede soldater, hvoraf flere også er tidligere og nuværende deltagere i Team Veteran. Lars Rolner var vært for dagen, hvor han havde medbragt flere af sine biler samt en masse venner ligeledes med racerbiler. Alle fra Team Veteran fik mulighed for at prøve en passagertur i alt fra Ferrari og Porsche til TWRs egen bil, som bliver brugt til at køre løbsserien Danish Endurance Championship (DEC). Smilene blev større og større som dagen skred frem, og en del fik flyttet nogle grænser. En god måde at få lidt socialt samvær ind mellem lørdagens to træningspas.

 

Udover at der selvfølgelig er blevet trænet en hel masse, så har vi også lært hinanden bedre at kende og samtidig fået forberedt en masse forud for NYC. Vi takker alle for en motiveret og engageret deltagelse i arrangementet.

 

Endnu engang tak til De Blå Baretter for at støtte op om projektet og tak til Lars Rolner for værtskab på Padborg Park.

 

 



 



Team Veteran 2016 løbet i gang

 

De første løbeskridt på vej mod deltagelse i US Marine Corps Marathon 2016 i slutningen af oktober blev taget i weekenden, da Team Veteran 2016 var samlet til opstartsweekend i Veteranstøtten barakker i Frøslevlejren.


Opstartsweekenden bød på et tæt pakket program, men der var også masser af tid til, at løbere, pårørende og medløbere kunne hygge sig og lære hinanden at kende. Fællesskabet mellem veteranerne og deres pårørende er afgørende del af ideen bag Team Veteran.

 

Efter ankomst og mad fredag aften stod lørdag formiddag i træningens tegn. Her blev de nye løbepar sendt ud på den klassiske 12-minutters test på vejene omkring Frøslevlejren. Resultaterne fra testen danner grundlag for de træningsprogrammer, som løberne fik udleveret søndag.

Efter testen stod programmet oplæg fra træneren og behandleren. Det er vigtigt, at løberne kommer godt i gang med træningen og at de lytter til deres kroppe, så evt. skader kan fanges i opløbet. Imens havde de pårørende mulighed for at snakke med Josefine, der er kæreste med en af løberne fra Team Veteran 2015, så de også ved, hvad de kan forvente i det kommende år.


Lørdag eftermiddag var der mulighed for konsultation hos foreningens diætist og løbere, pårørende og medløberen havde sessioner hos psykologerne for at afstemme forventninger og indgå en kontrakt om træningsforløbet frem til oktober.
Søndag morgen blev benene løsnet op på en let løbetur. Til gengæld var der ikke noget let over den coretræning, som træner Troels gennemførte bagefter. Træning af kropskernen er vigtig for at forebygge skader.


Weekenden bød også på en gennemgang af årsprogrammet og de første informationer om turen til Washington.


Løberne og deres medløbere holder nu tæt kontakt og træner om muligt sammen frem til næste samling i april. Team Veteran 2016 deltager også i løb i både København og i det Jylland.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi vandt i Regionen

Team Veteran er region København og Bornholms kandidat til Danskernes Idrætspris. Tusind tak til alle, der har stemt på os. Tak for anerkendelse af vores projekt og af de veteraner, som det hele handler om. Den endelige vinder kåres ved det store SPORT 2015 show i Boxen i Herning den 9. januar. Vi glæder os.

 

Stem på Team Veteran

Team Veteran er med i kapløbet om at vinde Danskernes Idrætspris 2015. En fornem pris, der hvert år uddeles af Danmarks Idrætsforbund, DR og E-BOKS.

Team Veteran er stolte over at være blandt de udvalgte kandidater. Det er en stor anerkendelse af foreningens arbejde for skadede veteraner. Men vi vil også gerne vinde, så vi kan hjælpe endnu flere veteraner videre i deres liv. Derfor har vi brug for jeres stemmer.

Du skal stemme senest den 13. november. Følge linket her under, stem på Team Veteran og husk at bekræfte din stemme i den mail, du derefter modtager. Når du har stemt, er du med i lodtrækningen om billetter til tv-showet SPORT 2015, hvor prisen uddeles.

 

Alle løbere i mål i Washington

Syv veteraner til start og syv veteraner i mål. Team Veteran deltog igen i 2014 i US Marine Corps Marathon i Washington DC. Løberne havde en fantastisk løbeoplevelse i den amerikanske hovedstad. 

 

Søndag den 26. oktober blev syv danske veteraner sammen med godt og vel 30.000 andre løbere sendt ud på en 42,195 km lang løbetur gennem Washington DC i det 39. US Marine Corps Marathon.

 

 

Det er altid en stor oplevelse at løbe maraton i en storby i udlandet. Men for løbere med militær baggrund er Marinekorpsets maraton i den amerikanske hovedstad en helt særlig oplevelse, fordi løbet har et tydeligt militært præg. Det er marines, der sender løberne afsted, marines der deler vand og energi ud undervejs, og marines der tager imod løberne og deler medaljer ud ved målet. Ruten begynder og slutter ved Arlington kirkegården og går forbi flere mindesmærker og Pentagon, lige som en del sektion af løbet er tilegnet faldne amerikanske soldater, der æres med billeder og en flagallé.

 

Det militære præg er en af to årsager til, at Team Veteran for andet år i træk har valgt US Marine Corps Marathon som året store mål. Den anden grund er, at foreningen efterhånden har etableret et tæt samarbejde med Team Semper Fi, der er et hold for sårede marines. Team Semper Fi var fantastiske værter under vores besøg i Washington og de sørgede igen for, at vores ophold, men i særdeleshed alt omkring løbet spillede 100 procent, så Team Veteran løberne bare skulle koncentrere sig om at løbe.

 


Jonathan Friis Standfield og Team Veterans psykolog Mathias Krogsgaard løber i mål. Jonathan debuterede på maratonsdistancen og kæmpede sig i mål på trods af smerter i det ene knæ.

 

Alle mand over målstregen

Det er Team Veterans erklærede målsætning, at vi skal have alle mand over målstregen. Det er lykkedes alle årene siden begyndelsen i 2010, og det lykkedes igen i år. Løbere med PTSD har særlige udfordringer i et krævende maratonløb, og flere årets løbere havde større og mindre kriser undervejs – og i dagene inden. Men holdets bærende ide, hvor hver af de sårede veteraner følges af en rask medløber, som de har lært at kende i det forudgående år, viste igen sit værd, og alle løbere kom godt i mål. Flere af løberne på året hold er bogstavelig talt blevet trukket op af sofaen og genfødt som aktive mennesker efter år med dybe kriser ved udsigten til at skulle løbe i Washington. Derfor var det en kæmpe forløsning for foreningens faste løbere, løberne på årets hold og ikke mindst de medbragte pårørende, at se alle mand komme i mål med en personlig sejr.

 

 

Veteranernes virkelighed

Torsdag inden maratonløbet var holdet på besøg på den danske ambassade i Washington. Den danske forsvarsattache, generalmajor Henrik Dam, fortalte om sit og ambassadens arbejde, og besvarede spørgsmål. Ambassaden gav også frokost, om her var Team Veteran igen så heldige, at den blev indtaget sammen med en gruppe politikere fra Folketinget, der var på besøg i USA. Politikerne var både meget interesserede i Team Veteranprojektet og i veteranernes individuelle historier, og vi oplevede en stor forståelse for veteransagen. Det er nu tredje gang, Team Veteran har mødt politikere på vores besøg i USA, og foreningen ser det som en fantastisk mulighed for at fortælle beslutningstagerne om, hvordan virkeligheden ser ud fra de sårede veteraners synspunkt. Flere af politikerne er nu venner med Team Veteran på Facebook og følger med i foreningens arbejde.


 

Efter besøget på ambassaden fortsatte holdet til National Mall i centrum af hovedstaden. Den rummer blandt andet mindesmærkerne for flere af de store krige, som USA har deltaget i. Team Veteran havde medbragt egen guide, som fortalte om mindesmærkerne og de tanker, der ligger bag dem, og derfor fik løberne og de pårørende en oplevelse ud over den man får, når man blot bevæger sig rundt på egen hånd. 


Team Semper Fi

Både fredag og lørdag aften var Team Veteran inviteret til middag af Semper Fi Fund. Semper Fi Fund er en privat organisation, der støtter sårede soldater og deres familier, og fonden er også organisationen bag Team Veterans amerikanske samarbejdspartner, Team Semper Fi. Fonden har sidens dens oprettelse i 2004 hjulpet 12.600 sårede soldater og delt mere end 98 millioner dollars ud. Ved begge arrangementer mødte vi mange af de amerikanske løbere, som har været på besøg i Danmark for at løbe maraton i København med Team Veteran. En lang række talere, blandt dem sårede soldater og både den nuværende og en forhenværende chef for Marinekorpset fortalte om, hvordan Semper Fi Fund har hjulpet sårede marines. Men vi fik også et sjældent indblik i, hvor stærk korpsånden er i det amerikanske marinekorps. Det hele var meget amerikansk, men også meget tankevækkende og bevægende, og det var derfor en stærk oplevelse.

 

Efter løbet havde Team Veteran yderligere et par dage til afslapning og sightseeing i Washington. Nu skal Team Veteran i gang med hold 2015, mens løberne fra 2014 bliver Team Veteran All Stars, så de kan holde kontakten til foreningen. Flere af løberne var allerede inden de tog hjem fra Washington i færd med at planlægge det næste maraton, de skal løbe sammen.

 

Maraton med amerikanske gæster

Amerikanske Team Semper Fi var igen med, da Team Veteran 2014 stillede til start i Nykredit Copenhagen Marathon.

 

Spartas store maraton i København i maj ligger for tidligt på sæsonen til, at de nye løbere på Team Veteran er i form til at gennemføre hele løbet. Men løbet er en god test på alt det, der omgiver et stort maraton, og derfor er Nykredit Copenhagen Marathon et af de obligatoriske løb på årsprogrammet for Team Veteran.

 


Løbere fra Team Semper Fi inden Nykredit Copenhagen Marathon

 

Igen i år havde Team Veteran amerikanske gæster med til løbet. Team Semper Fi stillede med fem løbende veteraner og en deltager i håndcykel, mens Team Veteran stillede med i alt 24 mand fordelt på både 2014 holdet og Team Veteran All Stars. Tre af de danske deltagere var på håndcykel. Amerikanerne ankom fredag inden løbet og Mads Walbom og Lars Bo Holm Pedersen sørgede sammen med Yakov Munkebo, Christian Hansford og Nichlas Rønne Dam for, at de amerikanske veteraner havde et par gode og oplevelsesrige dage i København inden løbet med besøg på Livgardens Kaserne og Rosenborg som et højdepunkt. De amerikanske løbere var indkvarteret på Høvelte Gård og Team Veteran havde lånt busser af Forsvaret, så vi havde mulighed for at transportere Team Semper Fi rundt.


Finn Sennik i god stil ved søerne i København. Fotograferet af medløber Claus Rosendahl.

 

Sparta havde lige som tidligere givet Team Veteran plads i VIP-området, og det gav perfekte rammer til de sidste forberedelser, og super gode forhold for Steen og Christian, der på grund af skader ikke kunne løbe, men var med til at bakke op, klappe i mål og for Christians vedkommende, give massage efter løbet.

Ruten sendte løberne tæt forbi målområdet på Islands Brygge efter både omkring 16 og 23 km, og derfor stod de fleste af 2014 løberne af her, mens amerikanerne, All Stars løberne og en del af løberne fra O-gruppen løb hele vejen. Håndcyklerne fulgtes hele vejen og kom i mål lige i hælene på den bedste mandlige eliteløber.

 


Der er ingen håndcykler på Team Veteran 2014, men Mark Peters og Rasmus Kienitz fra All Stars holdet kørte løbet sammen med træner Anders Themsen og en af de amerikanske veteraner.

 

Desværre var vejret igen i år ikke rigtigt med løberne. Ca. 3 timer efter starten begyndte det at regne voldsomt, og derfor var det nogle våde løbere, der kom tilbage til teltet, og Christian og flere andre veteraner havde derfor travlt med at pakke kolde løbere ind i varme tæpper.

Tak til alle løberne for en god dag og en flot indsats. Tak til de skadede løbere og de pårørende for den flotte opbakning. Tak til Team Semper Fi for besøget, og sidst men ikke mindst tak til Sparta for løbsnumre og telt i VIP-området.

 

Gardehusarregimentets 400 års jubilæumsløb

Årets første store løbearrangement for Team Veteran var Gardehusarregimentets 400 års jubilæumsløb den 26. april. Team Veteran stillede både til start med næsten alle løberne fra Team Veteran 2014 og med en del af vores All Stars, som er løbere fra de tidligere års hold.

 

 

Yakov Munkebo fra 2014 holdet på cykel følger All Stars løberen Lars Hein i mål. Yakov løb selv 10 km og støttede derefter de trætte løbere. 

 

Team Veteran bakker op om de forsvarsrelaterede motionsløb, som holdet har mulighed for at deltage i. Men Gardehusarregimentets løb var særlig vigtigt, fordi arrangørerne på forhånd havde lovet Team Veteran overskuddet fra løbet. Det ser Team Veteran som en stor anerkendelse af holdets indsats, og holdet er meget taknemmelige for den flotte gestus. På grund af særlige rolle som Team Veteran havde ved løbet, var det meget passende, at vi for første gang luftede vores Team Veteran airblades, som vi i fremtiden vil vise frem, når mulighederne byder sig.


Løbere fra Team Veteran og løbere fra Veteranhjem København foran Team Veterans pavillon og nye Airblades..

 

Selve løbet fandt sted på en rundstrækning fra kasernen og ned i Slagelse by, og der var mulighed for at løbe både et kvart, et halv og et helt maraton. Team Veteran var repræsenteret på alle distancer.  Selv om terrænet ved Slagelse ikke virker meget kuperet, var det alligevel en meget udfordrende rute med flere små skarpe bakker, der trak kræfter ud af løberne, og da vejret også var varmt, blev det en hård tur for de fleste. Team Veterans behandler, Jens Rasmussen, der løb maratondistancen som led i sine forberedelser af et ultraløb i Grækenland i maj, satte på trods af de svære betingelser ny personlig rekord.

 


Tanja Sunekær med den flotte jubilæumsmedalje. Fotos: Henrik Andersen.

 

For Team Veteran som helhed blev det et godt løb. Bortset set fra en enkelt løber, der stod af efter 30 km med tegn på en mindre overbelastning i et knæ, fik alle løbet den distance, som de havde planlagt.

Tak til Gardehusarregimentet for et flot arrangement og en særlig tak for bidraget til Team Veterans arbejde.


 

Tak til vores støtter

Læs Team Veterans tak til sponsorerne. Og læs samtidig om hvordan det gik Team Veteran i 2013

 

Team Veteran løb med US Marine Corps


Maratonløbet I Washington DC. kalder sig The Peoples Marathon, fordi det modsat de andre store amerikanske maratons ikke ofrer millioner af dollars på at lokke eliteløbere til start. 


For Team Veteran er det dog langt vigtigere, at løbet arrangeres af det legendariske United States Marine Corp, og at det marines der holder styr på starten, dirigerer trafikken, deler vand ud og ikke mindst tager imod løberne og deler medaljer ud, når de 42,195 km er veloverstået. For soldater er det en særlig fornemmelse at modtage et anerkendende ”good job” fra en marine, og den fornemmelse nåede alle de seks løbere fra Team Veteran 2013 at få, da de samme med deres medløbere kom i mål i den 38. udgave af US Marine Corps Marathon den 27. oktober.




Team Veteran løber maratonløb, fordi det lange løb både fysisk og mentalt kan være med til at hjælpe sårede veteraner videre i deres liv. Vi løber ikke om kap med andre end os selv. Alligevel må vi med stolthed fremhæve, at Jens Søndergaard kørte sig ind på en 9. plads i håndcykelløbet, da han sprintede sig over målstregen kun ca. 1 time og 30 minutter efter starten. Foran sig havde han blandt andet sin træner, Anders Themsen.

Også Lars Stage Knudsen og Kim Eg Thygesen fortjener at blive nævnt. Lars Stage Knudsen løb i Washington sit første maraton. Han har siden april, hvor Team Veteran 2013 var samlet første gang, formået at smide omkring 20 kg og han har både mentalt og fysisk taget et fantastisk spring i sit liv. Kim Eg Thygesen satte med 3.39.30 personlig rekord og det på trods af, at ruten i Washington er kuperet og ikke nær så hurtig som flere af de andre maratons, Kim tidligere har gennemført.


Med fremragende vejr, en flot rute og en stærk opbakning fra de mange tilskuere i den amerikanske hovedstad havde hele Team Veteran en fantastisk raceday. Nu begynder forberedelserne frem mod Team Veteran 2014, men holdet fra 2013 vil altid være en del af Team Veteran. Tak for turen.



Team Veteran inviterer til kulturaften

Lørdag den 16. november holder Team Veteran kulturaften i Teatret ved Sorte Hest. Formålet med aftenen er, at skabe opmærksomhed om veteranarbejdet og at samle penge til Team Veterans arbejde i 2014. 

Aftenen byder på en blanding af foredrag og underholdning, krydret med mad fra Meyers madhus og chokolade fra Toms. 


Team Veteran med kurs mod US Marine Corps Marathon 

Ved en stiftende generalforsamling på Center for Idræt på Svanemøllens Kaserne den 21. februar 2013 etablerede Team Veteran sig som en egentlig forening. Etableringen af Foreningen Team Veteran sker for at sikre de bedste betingelser for det videre arbejde for de skadede veteraner. 

Idemanden og den hidtidige tovholder bag Team Veteran, Lars Bo Holm Pedersen blev valgt som formand, mens Mads Walbom blev valgt som næsteformand. Mads Walbom er premierløjtnant af reserven ved Gardehusarregimentet og er til dagligt selvstændig entreprenør. Mads Walbom skal blandt andet bruge sin erfaring og sit netværk til at styrke Team Veterans fundraising.

Ved generalforsamlingen sagde holdet farvel til Rune Oland fra Dansk Handicap-Idrætsforbund, der har været holdets træner. Han har valgt at bruge sine kræfter i et andet projekt. Til gengæld kunne holdet sige velkommen tilbage til Henrik Dupont, der er en af de oprindelige kræfter bag Team Veteran, men som har holdt et års pause. Mikkel Soelberg overtager ansvaret som træner.

Årets hovedmål for Team Veteran bliver US Marine Corps Marathon i den amerikanske hovedstad Washington DC i slutningen af oktober 2013. Det var her Team Veteran løb sit første store løb i 2010 og det er et løb, der har en særlig tiltrækning hos mange soldater. Team Veteran vil fortsat arbejde sammen med Achilles International om deltagelse i internationale løb.

i 2013 vil Team Veteran igen sammensætte et hold med en overvægt at psykisk skadede veteraner. Der er et stort antal veteraner, der har det svært psykisk og det et Team Veterans erfaring, at sammenholdet på holdet og den hårde fysiske træning der skal til for at gennemføre et maraton, hjælper de psykisk skadede veteraner til at finde en ny balance i deres liv. Holdet vil dog fortsat give plads til enkelte soldater med fysiske skader.

For at vælge de rette kandidater til holdet, har Team Veteran indgået et tættere samarbejde med Forsvarets Veterancenter i Ringsted.

Som forberedelse til US Marine Corps Marathon vil Team Veteran igen i 2013 deltage i en række løb herhjemme. Både løb arrangeret af holdets samarbejdspartner Sparta og Veteranløbet, som De Blå Baretter står bag.


Veteraner løb maraton i New York trods aflysning

5. november 2012

Team Veteran rejste sig hurtigt oven på skuffelsen over aflysningen af New York City Maraton og arrangerede sit eget løb. Det samme gjorde flere tusind andre løbere.


Den første udgave af New York City Marathon foregik i 1970 på en rundstrækning i Central Park. Søndag var Team Veteran med otte skadede veteraner, medløbere og pårørende med til at bringe løbet tilbage til sine rødder, da holdet arrangerede sit eget maratonløb i parken efter aflysningen af det officielle løb. Det blev aflyst på grund af følgerne af orkanen Sandy, der ramte New York i ugen inden løbet.


-Det var noget af en mavepumper, da løbet blev aflyst. Men nu har veteranerne forberedt sig i det meste af et år, og så skylder vi dem, at lave en plan, der holder. Veteranerne på holdet er mennesker, der ikke giver op, og det gør vi naturligvis heller ikke i Team Veteran, så med rigtig god hjælp fra de pårørende fik vi stablet et alternativ på benene, siger Lars Bo Holm Pedersen, der er hovedmanden bag Team Veteran.




Team Veteran var langt fra alene om ideen om, at løbe trods aflysningen. The Run Anyway New York City Marathon, som søndagens løb er blevet kaldt, tiltrak et sted mellem 10.000 og 20.000 løbere. Løbere, tilskuere og ikke mindst de mange newyorkere, der bakkede op, som havde det været det officielle løb, skabte en helt fantastisk ramme.


-Det var en fed oplevelse. Der var mange mennesker i parken, så det var rigtig godt. Det var et godt alternativ, men det var svært på håndcykel, fordi der var så mange mennesker, fortæller Kasper Sønderby Thomsen


Løberne på Team Veteran havde sat individuelle målsætninger efter dagsformen. De fire håndcykler ville køre en hel maraton, to løbere ville løbe en halvmaraton, og to ville løbe den fulde distance. En af cyklerne måtte udgå, men resten kom i mål som planlagt, selv om løbet foregik på en stærkt kuperet rundstrækning med mange højdemeter, og derfor var et meget hård løb. En enkelt veteran løb endda 12 km mere end planlagt og havde helt sikkert fuldført det officielle løb, hvor ruten ikke er så hård, som i Central Park.


-New York Marathon blev ikke i år, men det her var et meget stort plaster på såret. Vi har nydt det og hygget os. Der var glæde hele vejen rundt, folk delte vand og slik og proteinbarer ud, og der var en fantastisk stemning, siger Michael Thiim Sørensen, der lige som Kasper Thomsen kører i håndcykel.


-Det har været en fantastisk dag. Smertefuld, men man har præsteret noget, som man har forberedt sig til i langt tid. Man har taget løbeskoene på i surt vejr og på trælse dage, fordi man ved, at det her er noget man skal. Ikke bare for en selv, men også for gutterne på holdet. Nu blev det så ikke New York Marathon, men det her var et godt alternativ, siger Søren Rantzau, der er ramt af Post Traumatisk Stress Syndrom.


Pårørende i depot

Under løbet i Central Park bemandede Team Veterans pårørende to depoter, så løberne kunne få vand, cola, energidrik, vingummi, chokolade, bananer og agurkeskiver med salt. I depoterne kunne løberne også få vigtig moralsk opbakning til at blive ved med at løbe på trods af træthed og smerter. Depoterne og den store opbakning var med til at gøre løbeoplevelsen større.




- Set i lyset af, at det officielle maraton blev aflyst, så har det været en super god dag med en masse oplevelser. Alle fik nået deres målsætninger, der var 20000 andre løbere og højt solskin, så det var en kanon dag, siger Rune Oland, der er idrætskonsulent i Danmarks Idrætsforbunds Soldaterprojektet og træner på Team Veteran. 


Efter løbet fik de skadede veteraner overrakt hjemmelavede medaljer som et bevis på, at de, på trods af den store skuffelse over det aflyste maratonløb, havde ydet en beundringsværdig præstation.


-New York Marathon blev aflyst, men man får ikke et større plaster på såret end det her. Vi har oplevet stemningen i New York, vi har hilst på de lokale og mange andre udenlandske hold og løbere, og vi har gjort det vi er kommet for og vi har delt glæden med de pårørende. Jeg kan ikke se, at det kunne have været gjort anderledes, fastslår Lars Bo Holm Pedersen.




Link til artikler om Team Veteran i andre medier  


Punkteringer på Fyn 

(3. oktober 2012)

 Af Anders V. Fridberg, medløber

 

Tre håndcykelkørere fra Team Veteran var sammen med miljøminister Ida Auken med som særlige gæster, da Faaborg-Midtfyn Kommune lørdag den 29. september indviede en ny anlagt natursti mellem Ringe og Korinth. De tre kørere var Rasmus Kienitz og Henrik Andersen fra 2012 holdet, og Mattias Nielsen fra 2011 holdet.


-Naturstyrelsen og Faaborg-Kommune har fået lavet en natursti, som vi har gjort meget ud af, at gøre handicapvenlig. Vi havde inviteret veteranerne fra Team Veteran, fordi vi ved, at de med deres gode form ville være i stand til at køre alle de 16 km, og også tilbage igen. Det er der ikke så mange handicappede, der kan. Og så vil vi gerne sende et signal om, at det er vigtigt at sætte fokus på veteraner, fortæller Jens Peter Jacobsen, der er landdistriktskoordinator i Faaborg-Midtfyn Kommune.     

 

-Det var fedt at blive inviteret,og det var dejligt at få lov at køre med, siger Rasmus Kienitz.

 


 

Desværre gik veteranernes tur ikke som ventet 

 

-Der løber en sti til heste langs den asfalterede sti, og hestene havde sparket en masse sand og grus op på stien, og da det også stod ned i stænger, punkterede vi alle tre inden for de første 5 km. Vi fik lappet baghjulene, men vi kunne ikke få ekstra slanger til det forhjul, der også var punkteret, så det endte med at vi kørte tilbage til Ringe, med forhjulet på Henriks cykel hvilende på bagstellet på min cykel, fortæller Rasmus Kienitz.

 

Gode tider i Berlin

Mens regn og punkteringer ødelagde turen på Fyn, gik det langt bedre for de fire løbere fra Team Veteran, der var med på Veteranhjem Københavns tur til Berlin Marathon. Her stillede Michael Thiim Sørensen fra 2012 holdet op i håndcykel, Dennis Dencker fra 2011 holdet løb med protese, mens Per Larsen fra 2011 holdet og Søren Rantzau fra 2012 holdet løb. De to sidstnævnte er begge ramt af Post Traumatisk Stress Syndrom. 


Helt uden problemer gik det dog ikke.  Per Larsen sad fast i en elevator på hotellet søndag morgen og nåede kun lige at få morgenmad, mens Michael Sørensen under løbet tabte kæden flere gange. Det forhindrede ham dog ikke i, at køre de 42 km på kun 1 time og 50 minutter, mere end 20 minutter hurtigere, end han havde regnet med. Per Larsen løb i 4.03.37, Søren Rantzau løb 4.14.17, mens Dennis Dencker løb 5.37.57.

 


Søren Rantzau med beviset på et gennemført maraton.


- Det var super fedt og flot. Der er en fantastisk opbakning, og det giver lige de ekstra vitaminer, når folk råber ens navn, siger Søren Rantzau.


Også Thomas Munch, der er medløber på Team Veteran, løb i Berlin. Han løb 3.41.36 kun en uge efter, at han satte personlig rekord ved HC. Andersen maraton i Odense med 3.34.00.



 


Den første store prøve

(20. maj 2012)

 

Af Thomas Munchmedløber

Så oprandt dagen for Team Veterans første store prøvelse: Copenhagen Marathon 2012. Som udgangspunkt var det ikke et krav at gennemføre alle 42,195 km. Det er New York Marathon, der er det store mål og vores træning er stadig i en tidlige fase . Alligevel emmede teltet af forventning, og der blev lagt de sidste planer for at yde det bedst mulige. Løbet er tillige en glimrende mulighed for de mindre erfarne løbere til at få en idé om, hvordan professionelle løb af den størrelsesorden afvikles.

 

 

Igen i år må det konstateres, at Sparta overgik sig selv i alle henseender. God start, god rute og god afslutning. Ingen panik og en fantastisk løbsoplevelse for alle. Lidt synd at vejret var så varmt. Jeg havde gerne undt Sparta mere end 10.000 over målstregen.

Som hold havde vi fået tildelt et telt i VIP området. Lars, vores massør, dukkede op fra tidlig morgen og slog sin briks op. Et godt tilbud før og efter løbet. Håndcykel-drengene susede rundt og klargjorde cykler. En enkelt ødelagt ventil var ved at skabe krise – hovedet koldt – problem løst. Alle håndcyklerne kom af sted som de første. På Lange Bro skulle håndcyklerne stoppe og vente til eliteløberne havde passeret. Det var et forståeligt krav fra Spartas side, idet eliten blandt andet løb om DM i maratondistancen. 

Løb efter planen
Vi løbere blev sluset stille og roligt ind på plads, og starten gik planmæssigt. Allerede fra start af stod det klart, at det ville blive en meget varm dag. Der blev drukket godt allerede fra første depot, af samme grund. Min løbemakker Søren døjede med en fiberspringning fra i mandags. Desværre blev den aldrig rigtig god og han valgte – fornuftigt nok – at stoppe efter 10,5 km. Ikke kritisk i forhold til deltagelse i New York – blot ærgerlig timing. Sådan er det med alle skader, store som små, de kommer aldrig på et godt tidspunkt.

Tilbage i varmen på ruten begyndte det nu for alvor at have indvirkning på løberne. Mange begyndte relativt tidligt at gå. Senere viste det sig, at over 400 var udgået inden 21 km – et unormalt stort antal. Team Veteran fik dog gennemført de lagte planer, på trods af varmen. Et godt stykke arbejde af alle.

Her efter Copenhagen Marathon står Team Veteran væsentligt stærkere. Vi har fået et hav af oplevelser og er 10.000 erfaringer i det videre arbejde. Alle løbere fik bekræftet, at træningen hjælper, alle medløberne fik et meget bedre indtryk af deres løbemakker og ikke mindst: Vi følte os for første gang som Team Veteran!

Slutteligt en stor tak til Sparta – de har hjulpet os et væsentligt stykke frem ad den lange vej til New York.


 

Team Veteran løber i København

(18. maj 2012)

Med fem deltagere i håndcykler forrest i feltet kommer Team Veteran igen i år til at sætte sit præg på Copenhagen Marathon, der afvikles søndag den 20 maj. Ud over de fem veteraner, der kører i håndcykel, stiller Team Veteran også med fem løbere, der alle er psykisk sårede veteraner. De psykisk sårede følges af holdets såkaldte medløbere.

Maratonløbet i København er det første løb officielle løb for Team Veteran 2012. Flere af de psykisk sårede har tidligere i maj løbet med i Spartas Cityløb og i Hærløbet, men her havde håndcyklerne ikke mulighed for at være med.

Løbet i København er en vigtig del af forberedelserne til Team Veterans deltagelse i New York City Marathon, der er årets helt store mål.


Til forside
 
Print
English
Se oversigt over planlagte og gennemførte løb

 

Copenhagen Marathon


BESTSELLER Aarhus City Halvmarathon


Copenhagen Half Marathon


HCA Marathon i Odense


US Marine Corps Marathon

 

Team Veteran    Vestergade 104   Tlf.  +45 4259 1000   Mail: teamveteran@mail-online.dk